Natten har været fyldt med stjerneskud og varme vinde, og da nisserne vågner i deres tidskapsel den 2. december, dufter der af støv, dadler og... kanel?
"Det er min rejsegrød! Jeg gravede den ned i nat – så den blev til ørkenbagt havre," siger Onkel Fimpe stolt.
Men det er ikke grøden, der optager dem i dag.
For de er landet midt på en rute, som mennesker en dag vil kalde Silkevejen – en usynlig livsnerve, hvor kameler bærer guld, krydderier, visdom og drømme mellem øst og vest.
"Se, der!" råber Karla og peger på et nyt karavanetog.
Men denne gang er det anderledes.
En gammel mand med mørke øjne og et slidt stjernekort fører an. På hans turban glitrer et symbol, som Gnyfryd kender fra en meget gammel nissebog: En forløber for det, mennesker engang vil kalde visdommens stjerne.
"Han følger lyset," siger Karla stille. "Han ved bare ikke endnu, hvad han leder efter."
Manden passerer med sine folk. De nikker, men siger intet. Der er noget højtideligt over stemningen. Som om verden holder vejret.
Og så... bliver alt stille.
Ingen stemmer. Ingen klokker. Selv vinden lægger sig.
"Hvor blev alle af?" spørger Viktor. "Det må være sabbat," svarer Høk. "De holder hviledag – en gammel tradition, allerede dengang. Alt stopper, mens de ærer noget større."
Nisserne sætter sig under en lav palme og lytter til stilheden. Ikke fordi de skal, men fordi de føler, at det er det rigtige.
"Måske er det det, vi skal lære her," siger Gnyfryd. "At også stilhed kan være en gave."
Karla skriver i rejsebogen:
"Anden dag. På Silkevejen mødte vi menneskene, der følger stjerner uden at vide hvorhen – og vi lærte, at stilhed også kan lyse."
🕌 I morgen: En duft af røgelse og et hemmeligt marked under månen – og Flamme vender hjem med en uventet gave...