Natten har sænket sig over Nisseboet, men der er stadig lys i stjernekuglerne, og duften af brændte hasselnødder hænger tungt i luften. Nogle nisser sover i bunker af pakkepapir, andre mumler i søvne om kameler og sand i skoene. Men ikke Gnyfryd.
Overnisse Gnyfryd er lysvågen.
"Det nytter jo ikke noget! Vi kan ikke rejse, hvis vi ikke ved, hvor vi lander!"
På bordet foran hende ligger kort, stjernekort, en globus med krudtkapsel og en snavset gammel bog: "Menneskenes Verdenshistorie – bind -100 f.v.t."
"Hvad ER det her for et sted… 'Judæa'? Det hedder jo ikke engang Israel endnu!"
Nissekarla gætter på, at de skal lande et sted i nærheden af Betlehem, men Nissehøk insisterer på, at ørkenens stjernebilleder er det vigtigste pejlemærke. Og så er der Onkel Fimpe, der mener, at de bare skal følge duften af dadelkager og røgelse.
Et kompromis nås:
Der sendes en nissefugl (model hurtigdue) af sted med et spejlkort, der kan opsnappe lys fra kommende stjernetegn.
Tidskapslens gyrokompas kalibreres til fødselsenergi, så det begynder at blinke, når noget meget, meget vigtigt skal ske.
Og så tegner Nissebette en magisk rejserute på bagsiden af en brugt pebernødspose. Den bliver straks lamineret.
"Hvis alt går vel," siger Gnyfryd, "så står vi i Judæa den 1. december, 100 år før vores tidsregning. Og hvis ikke…" "...så står vi midt i en vulkan på Kreta," mumler Onkel Fimpe og ryster på hovedet.
Men trods alt er stemningen lys. For første gang mærkes det:
Eventyret begynder at tage form.
De har en plan. De har en rute. De har næsten pakket.
Og i morgen... skal tidskapslen aktiveres.
📜 Følg med i morgen: Hvordan aktiverer man en tidskapsel uden at få stød i skægget – og hvem gemmer på en helt hemmelig afskedshilsen?