Sneen daler roligt udenfor nisseboets vinduer, men indenfor hersker kaos. Julemanden stirrer ud over den snedækkede skov med bekymrede øjne. Toke har stadig ikke fundet Rudolfs næse, og drillerierne har efterhånden skabt så meget uro, at det er på tide med en straf.
"Toke!" brummer Julemanden, mens hans stemme runger gennem huset. "Du og Hanne skal samle bær og nødder i skoven, og du kommer ikke hjem før, du har fundet Rudolfs næse!"
Toke kigger op på Hanne, der trækker på skuldrene. Sammen begiver de sig ud i den frostklare luft, mens snefnuggene lander blidt på deres nissehuer. Det er en lang og kold tur, og Toke mærker skyldfølelsen nage i brystet. Men han forsøger at skjule det med et grin og et drilsk blik mod Hanne.
"Du kan jo altid flyve op og kigge efter næsen, Hanne," siger han for at lette stemningen. Hanne ruller øjnene, men smiler svagt.
Mens de vandrer dybere ind i skoven, begynder de at høre en svag lyd – en sagte sang, der synes at komme fra et sted skjult mellem træerne. De følger lyden og finder en gammel, forladt nissehytte, hvor en klog, gammel nisse bor. Han fortæller dem, at Rudolfs næse er mere end bare en kropsdel – den har magiske kræfter og en særlig forbindelse til nordstjernen.
"Hvis I vil finde næsen, må I følge lyset fra stjernen," siger den gamle nisse, mens hans øjne glitrer som iskryds. Toke og Hanne ser op mod himlen, hvor nordstjernen funkler klart. De indser, at deres søgen netop er begyndt.
Vil de finde Rudolfs næse? Eller vil Tokes drillerier fortsætte med at skabe problemer? Fortsættelse følger...