I nisseboet herskede en urolig stemning. Alle ni rensdyr – Springer, Danser, Smukke, Konge, Komet, Amor, Torden, Lyn og den savnede Rudolf – var samlet i stalden. Rensdyrene mumlede lavmælt til hinanden og kastede bekymrede blikke på Toke, som nu var blevet tvunget til at dele deres hjem.
"Hvorfor skal vi overhovedet have ham her?" spurgte Springer irriteret til Danser, mens de begge holdt øje med Toke. "Det er hans skyld, at Rudolf er væk."
"Jeg ved det ikke," svarede Danser og skuttede sig. "Men det virker mærkeligt, at han pludselig skal være her. Det må være Julemandens idé."
Toke, som ellers plejede at have masser af energi til drillerier, følte sig pludselig meget lille. De andre rensdyrs mistillid sved. Han havde ikke regnet med, at savnet af Rudolf ville påvirke dem så stærkt. Et øjeblik vendte han sig mod Amor, hvis blik var mildere end de andres. "Jeg er ked af det," mumlede Toke, men ingen lyttede.
Julemanden var også bekymret. Han vidste, at uden Rudolf var det umuligt at få slæden op at flyve. Derfor havde han udtrykkeligt bedt de andre nisser om at holde øje med Toke. Men Toke vidste, at det ikke ville ændre på de ting, han havde gjort. Hvis han skulle rette op på skaden, måtte han tage ansvar for sine handlinger.
Udenfor stalden begyndte sneen at falde tungt. Toke krøb sammen i et hjørne og betragtede snefnuggene gennem et lille vindue. "Jeg må finde en måde at gøre det godt igen," tænkte han. "Jeg må finde Rudolfs næse."