Toke lå alene i et hjørne af stalden, viklet ind i et slidt tæppe. Kulden i luften var ikke noget sammenlignet med kulden i hans eget hjerte. De andre rensdyr undgik ham, og ingen af nisserne kom forbi for at tale med ham. Hans mave rumlede af sult, men han vidste, at han havde større problemer end bare sult.
Med trætte øjne kiggede Toke mod den sovende Amor, der var en af de mest kærlige rensdyr i flokken. Amor havde altid været venlig, men nu undgik han øjenkontakt og holdt sig for sig selv. Toke vidste, at han måtte tage ansvar for sine handlinger. Han kravlede forsigtigt over til Amor og hviskede: "Amor, jeg er virkelig ked af det. Jeg har ødelagt alt, og jeg ønsker bare at gøre det godt igen."
Amor åbnede øjnene med et trist blik. "Det er ikke så let, Toke," sagde han roligt. "Vi er alle såret af det, du har gjort. Ord alene er ikke nok." Med det vendte Amor sig væk, men Toke mærkede en lille gnist af håb – måske kunne han bevise, at han virkelig havde ændret sig.
Længere inde i stalden nærmede Komet sig forsigtigt. "Jeg hørte, hvad du sagde til Amor," sagde han med en lav stemme. "Hvis du virkelig mener det, så vis os det. Vis os, at du kan være bedre."
Toke nikkede langsomt. Han vidste, at han havde meget at bevise, men han følte sig for første gang ikke helt alene. Han lovede sig selv at gøre alt, hvad der stod i hans magt, for at genoprette tilliden blandt rensdyrene og i hele Nisseboet.