Efter en lang, kold nat i den hemmelige skov vågnede Toke og Rudolf op til lyden af fuglesang og et dæmpet sus i de gamle trætoppe. De mærkede begge den kolde vinterluft bide i kinderne, men inden længe blev stilheden brudt af et uventet besøg. En skikkelse trådte frem fra skyggerne – en ældgammel nisse med skinnende, hvidt skæg, der næsten nåede jorden, og øjne, der bar tusindvis af års visdom. Det var Onkel Rudi, Julemandens ældre bror, som i årevis havde levet i skjul i skoven for at beskytte en gammel hemmelighed.
Toke og Rudolf stirrede med åben mund. "Onkel Rudi?!" Rudolf trådte frem, usikker på, om han turde tro sine egne øjne. Den gamle nisse smilte varmt og bredte armene ud til et kærligt knus.
"Det er mig, min dreng," sagde Onkel Rudi med en stemme fyldt af både styrke og mildhed. "Jeg har ventet på, at du skulle komme."
Mens de tre satte sig ved et lille bål, som Onkel Rudi havde tændt, begyndte han at fortælle historier om gamle dage – historier om, hvordan julemagien blev skabt og hvordan Rudolfs røde næse bar en vigtig forbindelse til nissefolkets håb og glæde. Men hemmeligheden om næsens røde glød var ikke så simpel, som de troede. Der var en skjult kraft i skoven, der kunne påvirke næsens lys. Onkel Rudi vidste, at Toke og Rudolf måtte stå sammen for at overvinde det, der ventede.
"Men hvordan finder vi denne skjulte kraft?" spurgte Toke ivrigt.
"Ved at lære af fortiden og samarbejde," svarede Onkel Rudi. "Og ved at finde frem til de dele af jer selv, som endnu ikke er klar over, hvor stærke de er."
Som natten faldt på igen, blev Toke og Rudolf klar over, at deres rejse kun lige var begyndt. Med Onkel Rudi ved deres side var de ikke alene, men vejen frem ville kræve mere, end de nogensinde havde troet.