Toke og Rudolf fortsætter deres søgen efter en løsning på Rudolfs blå næse. Vinterens kulde skærer i kinderne, men deres mål holder dem fokuserede. Pludselig stopper Rudolf op, hans næse blafrer let i den kolde luft. "Spor," siger han med en alvorlig mine og peger på mærkelige fodspor, der krydser sneen foran dem.
Sporene er små, men tunge og virker anderledes end andre nissefødder. "Vi må finde ud af, hvem der er gået her," siger Toke og følger dem uden tøven. Sporene fører dem længere ind i skoven, hvor trækronerne lukker alt lys ude og skaber en trykkende stilhed. Midt i mørket åbenbares et skjult nissebo – små hytter, der næsten er gemt bag sne og krogede grene.
Indenfor venter Nisse-Mirakel, som rejser sig fra en stor stol beklædt med mos og små krystaller. "Jeg har ventet jer," siger han med et blik, der virker til at se lige gennem dem. "Men intet er gratis. For at finde sandheden om Rudolfs næse må I yde noget i retur."
Toke ser undrende på ham. "Hvad vil du have os til at gøre?" spørger han med et strejf af mistillid.
"Først," siger Nisse-Mirakel, "skal I bringe et stort fad risengrød hver aften frem til juleaften. Kun da kan jeg give jer nøglen til, hvad der blokerer for Rudolfs røde glød."
Opgaven er sat, og Toke ved, at dette kun er begyndelsen på en ny, hårdere prøve. "Vi klarer det sammen," siger han til Rudolf, og deres blik mødes med en forståelse, de aldrig har delt før. Vejen mod julens redning er stadig lang, men de er klar til at kæmpe – en ske risengrød ad gangen.