Toke og Rudolf kæmpede sig vej gennem den voldsomme snestorm, der hvirvlede sne som et tykt tæppe omkring dem. Kulden bed sig fast i deres hud, og vinden skreg i deres ører. Rudolf, der bar Toke på sin ryg, brugte al sin styrke på at holde dem på rette kurs. Pludselig så de et glimt af skyggen af et stort grantræ, som bredte sine grene som et beskyttende skjold mod stormen. "Vi må nå derhen," råbte Toke gennem stormens rasen.
Før de nåede træet, hørtes et øredøvende brag, da en stor istap knækkede løs fra en klippe og ramte jorden få meter fra dem. Rudolf sprang til siden i et hastigt sving for at undgå faren. Da de endelig fandt ly under træets grene, pustede de ud af lettelse. Sneen dalede fortsat, men her føltes det som om tiden stod stille et øjeblik.
Mens de ventede på, at stormen skulle lægge sig, begyndte Toke at reflektere over deres rejse og sine mange drillerier. "Jeg ville ønske, jeg kunne tage det hele tilbage," sagde han med lav stemme, mens han stirrede ud på stormens rasen. Rudolf så på ham med et blidt, men fast blik. "Der er stadig tid til at vise, hvem du virkelig er, Toke. Men det kræver handling, ikke kun ord."
I det øjeblik glimtede en lille lysstråle i stormens mørke – nordstjernen, deres ledestjerne. Dens klare lys skar igennem stormen og viste dem vejen frem. Med fornyet håb rejste de sig begge op, klar til at kæmpe sig videre gennem snestormen. Deres rejse mod at løse gåden om Rudolfs næse var langt fra overstået, men for første gang i lang tid følte de en gnist af håb og mod.
De vidste, at deres næste skridt ville bringe dem tættere på sandheden – og på at genskabe julens magiske glød.