Da solen langsomt står op over Nisseboet, vågner Toke og Rudolf til lyden af travlhed i køkkenet. Nisserne har arbejdet hele natten for at rydde op og genoprette julemagien, men de er stadig ikke færdige. Køkkenet er fyldt med spor af tidligere kaos – melstøv, dejklumper og halvt smeltede isklumper, der vidner om Tokes tidligere drillerier.
Nisse-Mirakel og Nyrak træder frem og ser på Toke med alvor i deres øjne. "Du har taget mange skridt mod forandring," siger Nyrak, "men der er stadig mere, du må gøre. Den ægte juleånd kræver ofre – ikke blot handlinger af beklagelse, men sand hengivenhed."
Toke nikker uden tøven. "Jeg er klar til at gøre det godt igen. Hvad skal jeg gøre?"
Med fælles hjælp går de i gang med at gøre køkkenet rent. Nissebageren Bo og Nissekokken Lunte styrer arbejdet, mens Toke og Rudolf arbejder sammen med de andre nisser. Mel bliver fejet op, dejen æltes på ny, og isskulpturen af dej, som Toke havde lavet ved en fejl, bliver endelig fjernet. Stemningen er koncentreret, men også fyldt med en voksende fornemmelse af fællesskab.
Da det sidste kagefad er sat på plads, begynder en varme at brede sig gennem rummet. Toke mærker den dybt i sit hjerte. Han ved, at han stadig har en lang vej at gå, men denne handling af samarbejde og opofrelse har allerede forandret noget.
Pludselig lyder der et højt råb fra stalden. "STOP!" brøler Julemanden med en stemme, der runger gennem luften. Alle vender sig og ser Rudolf, hvis næse begynder at lyse kraftigere – først orange, derefter rød. En gnist af håb tænder sig i alles hjerter. Julen er ikke kun reddet – den er stærkere end nogensinde.
Nisserne bryder ud i jubel, mens Toke og Rudolf ser på hinanden med et nyt bånd af venskab og forståelse. De har stadig en rejse foran sig, men de ved nu, at de sammen kan overvinde enhver udfordring.